Tillykke til vores softwareudvikler! – Unicontrol
unicontrol

Tillykke til vores softwareudvikler!

Lidt godt nyt i Corona-tider: Tillykke til Claus, vores dygtige softwareudvikler, med sin ph.d. i fysik. På grund af COVID19-krisen forsvarede Claus sin ph.d. virtuelt forleden – og vi er alle sammen meget imponerede af hans niche-viden. Ph.d.-projektet var en undersøgelse af de molekyler, som menes at være ansvarlige for den kompassans, som trækfugle benytter når de trækker syd- eller nordpå. Det handlede altså om at forstå, hvordan trækfugle finder vej – så vi er sikre på Claus kan få sendt skovlen på en minigraver i den rigtige retning.

 

Claus startede her på Unicontrol for nyligt – og arbejder på vores system, så det bliver endnu mere præcist. Han har lavet softwareudvikling i flere år og kommer med en masse god erfaring. Lige nu har han travlt med at fin-tune den kode, der behandler input fra sensorerne og f.eks. viser brugeren præcist, hvor skovlspidsen er henne. Det gør systemet selvfølgelig allerede, men målet er at forbedre præcisionen yderligere.

 

Vi udvikler os hele tiden – og vi har store planer med Claus, som skal være med til at lave nye, kreative løsninger til vores kunder. Watch this space!